Christiansenpark - En have fra Kolonitiden

I efteråret 2018 godkendte Flensborgs byparlament saneringen af de grønne områder på den vestlige gestryg. Projektet med navnet “Christiansens Haver” blev afsluttet i sommeren 2023. I projektkonceptet beskrives arealet som et unikt kulturhistorisk ensemble. Udover at skabe en barrierefri sammenkobling af de tre grønne anlæg til ét fritidsområde har projektet også til formål at realisere en “opgradering af de historiske anlæg Museumsberg,  Flensborg Gamle Kirkegård og Christiansenpark”. (se byens hjemmeside).

Det grønne område oven for den gamle bydel udgør et velbesøgt offentligt rum, der i sin oprindelse har en direkte relation til dansk kolonialisme. Dens synlighed som koloniarv var ikke i fokus, da parken med kommunale, statslige og EU-midler skulle renoveres efter gartnerkunstens idealer. Projektnavnet “Christiansens Haver” skulle tilmed på symbolsk vis ære en kendt købmandsfamilie fra Flensborg, selvom området i dag ikke længere ejes af denne.

Nu minder en informationstavle os om, at havens skabere og tidligere ejere, som omkring 1800 var blandt byens rigeste familier, opnåede rigdom ved at udnytte slavegjorte mennesker på caribiske sukkerrørsplantager. I slutfasen af renoveringen blev netværket Flensburg Postkolonial inviteret til at bidrage til udformningen af informationstavlen “En have fra kolonitiden”. Tavlen blev placeret ved parkens indgang, så fritids- og oplevelsesrummet også bliver til et postkolonialt erindringssted. Den følgende, mere detaljerede præsentation af parkens koloniale dimensioner skal supplere informationstavlen i parken og inviterer alle læsere til at beskæftige sig med stedet og dets mangesidede betydning.

Dansk oversættelse: Signe Jensen

Læsetid: 20min

Bild der Tafel, die im Christiansenpark aufgestellt wurde. Die Tafel hat einen grauen Hintergrund und ist schmal und hoch. Oben ist ein schwarz weißes Bild des Hafen von St. Thomas zu sehen. Die Tafel trägt die Überschrift "Ein Garten der Kolonialzeit". Darunter sind drei Textabsätze.

Billede af informationstavlen, der blev rejst i juli 2023 som led af Christiansenparkens sanering. Den korte tekst på tavlen minder os nu om, at haverne er blevet skabt i kontekst af et racistisk system af slaveri og plantageøkonomi. Læs mere om havens kolonihistorie på denne hjemmeside. Foto: privat. 

Købmandsfamilie Christiansens haver

Flensborgs grønne område, der i dag strækker sig over Flensborg Gamle Kirkegård, Christiansenparken og dele af Museumsberg, bruges af mange Flensborgere som et fritids- og rekreationsområde i byens centrum. Den borgerlige klasse brugte dette område allerede til sine spadsereture for 200 år siden. Spørgsmålet om disse havers oprindelse fører tilbage til slutningen af 1700-tallet og til købmændene Stuhr og Christiansen. Parken er stadig opkaldt efter dem i dag, selvom den for længst er ophørt med at være deres ejendom. Andreas Christiansen senior opførte 1799 Boreas Mølle på museumsbjerget og indrettede det omgivende areal som møllehave, der i starten endnu blev brugt til landbrugsformål (Messerschmidt 1996). Senere, fra 1810 til midten af 1820’erne, blev området flere gange omskabt og udvidet til landskabshave af sønnen Andreas Christiansen junior. I den sammenhæng blev parkkirkegården med kapel skabt (1810-1813, i dag Flensborg Gamle Kirkegård), og gestrygområdet på museumsbjerget og Søndergraven inkluderet (1811-1816). Parken strakte sig således til den historiske bebyggelsesgrænse ved Holmen. Parken blev endelig udvidet ved opkøb af Peter Clausen Stuhrs’ landskabshave i 1820, som allerede var anlagt over Flensborg Gamle Kirkegård i 1797 (se figur 1).

Ved første øjekast synes spørgsmålet om havernes oprindelse let at besvare: Omkring 1800-tallet anlagde velhavende Flensborgske købmænd en park. Parken var beregnet til egen rekreation, men kunne også bruges af andre borgere og skabte dermed prestige og udløste taknemmelighed over for købmandsfamilien. Landskabshaven er et typisk eksempel på det repræsentationsbehov, det opadstræbende europæiske borgerskab udviste omkring 1800. At spadsere rundt i en have var ikke længere kun en beskæftigelse for adlen. Også velhavende købmænd stræbte efter denne livsstil og ønskede at vise deres voksende velstand frem med overdådige haver og villaer.

Men dette svar oplyser intet om rigdommens oprindelse og købmandsfamiliens bypolitiske betydning, som muliggjorde anlæggelsen af haverne ved udkanten af den dengang tætbefolkede by. Den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie pegede i sit berømte TED-talk på faren ved en ensidig historie (“The danger of a single story”, Adichie 2009). Den hidtil fortalte historie er en sådan ensidig historie. Her skal de andre historier om disse landskabshaver ophav også fortælles.

Figur 1. Uddrag af bykortet (1849) af O. Wergeland (Flensborg Byarkiv). Planen viser haverne efter købet af Stuhrs’ landskabshaver (der kan ses over kirkegården). Den af Christiansen senior grundlagte og af Christiansen junior udvidede have omkring Boreas Mølle kan ses under kirkegården. Her var der adgang gennem haven til Christiansens Palæ på Holmen. Den sarkofagformede kirkegård, nu Flensborg Gamle Kirkegård, forbinder de to haver.

Den transatlantiske handel med slavegjorte mennesker fra Vestafrika til de danske kolonier

Sporet af den rigdom, der finansierede de oprindelige haver, fører til Afrikas vestkyst og Caribien i midten af ​​det 17. århundrede. Det viser Flensborgs globale forviklinger i perioden med dansk kolonialisme. På det tidspunkt var rørsukkerhandelen en yderst indbringende forretning for europæiske købmænd. Dette var forbundet med bortførelse og slavegørelse af tusindvis af mennesker fra de afrikanske kyster og deres brutale udnyttelse på sukkerrørsplantagerne. I 1700-tallet begyndte kongelige danske handelskompagnier (såsom Vestindisk-Guineisk Kompagni eller Dansk Vestindisk Kompagni) at bygge fæstninger på Afrikas vestkyst for at deportere mennesker derfra til Sydamerika, Caribien og Nordamerika og tilbyde virksomheder og plantager at købe dem. Dette markerede starten på Danmarks deltagelse i den europæiske bortførelse og slavegørelse af mennesker fra Afrika. Mellem slutningen af ​​det 17. århundrede og begyndelsen af ​​det 18. århundrede overtog kongeriget Danmark de tre caribiske øer, der nu er kendt som St. Thomas, St. Croix og St. John (De amerikanske Jomfruøer) fra andre europæiske kolonimagter.

Fra 1755 tillod det danske kongehus Flensborgs købmænd at handle med sukkerrørsplantagerne i de danske kolonier. I 109 år havde Flensborg-købmænd og redere direkte adgang til de tre caribiske øer, som blev kaldt “Dansk-Vestindien”, og sejlruten fik deraf navnet “Vestindienruten”. Kort efter dette privilegium trådte i kraft for Flensborgs sø- og handelsfolk påbegyndte Andreas Christiansen senior (1743-1811) sin læretid som købmand (Messerschmidt 1996) og foretog sin første rejse til St. Croix i 1766 som ansat hos Flensborgs købmand Feddersen (Albrecht 1995). På det tidspunkt var næsten 35.000 afrikanere allerede blevet deporteret til de tre caribiske øer, og mere end 9.000 var døde under Atlanterhavspassagen (Emory Center for Digital Scholarship 2010). De fleste af disse mennesker blev holdt til fange i de danske forter på Ghanas kyst. Det bedst kendte og ældste af disse forter er Fort Christiansborg, også kendt som Osu Slot, i den nuværende hovedstad Accra (Degn 1974: 120f). Dér blev fangerne tvunget ombord på skibe, der specifikt havde mennesketransport som formål, og efterfølgende deporteret til Amerika og Caribien. Da Christiansens senior ankom til St. Croix-øen i 1766, boede der anslået 15.000 slavegjorte sorte mennesker (Flensborg Søfartsmuseum 2009), som blev tvunget til hårdt og farligt arbejde på sukkerrørsmarkerne og i sukkerraffinaderiet, og som oftest kun overlevede i ti år.

Sukkerrørsplantager dækkede alle øerne (se figur 2). De rørlignende planter voksede i rækker og op til fem meters høje på udstrakte marker (Degn 1974: 60). Da sukkerrørene skulle forarbejdes hurtigt efter høst, var infrastrukturen til videre forarbejdning også placeret på plantagerne: vind- eller hestemøller til at presse saften fra det udskårne sukkerrør, et syderi til at koge saften og bringe den til krystallisation, et tørrekammer, hvor det krystalliserede sukker kunne tørre, et lagerhus, hvor sukkeret blev opbevaret, indtil det blev sendt til Europa, og endelig et destilleri, hvor sukkermelassen blev forarbejdet til rå rom (ibid; Mintz [1986] 2007; se også figur 3).
Udtrykket plantage beskriver ikke kun det område, hvor rørsukker blev dyrket og forarbejdet i monokulturer, men også en racialiseret, voldelig, påtvungen jordekspropriation og en global arbejdsdeling, der dehumaniserede sorte mennesker og degraderede dem til råvarer og lavprisproduktionsfaktorer (Ferdinand 2021: 46). Det fysisk krævende og stramt timede arbejde på sukkerrørsmarkerne og i syderierne blev overvejende udført af slavegjorte sorte mennesker, det samme gjaldt for opførelsen af havnens og bebyggelsernes infrastruktur på øerne.

Den transatlantiske handel med slavegjorte mennesker fra Vestafrika til de danske kolonier
Koloniale forviklinger i Flensborg

Fra 1755 tillod det danske kongehus Flensborgs købmænd at handle med sukkerrørsplantagerne i de danske kolonier. I 109 år havde Flensborgs købmænd og rederier adgang til de tre caribiske øer, som blev kaldt "Dansk Vestindien" og sejlruten fik deraf navnet "Vestindienruten".

Forklaring af begrebet "Sort"

"Sort" er i den tyske og engelske tekst skrevet med stort bogstav som en politisk selvbetegnelse og betegner således en effektiv social virkelighed frem for en klassifikation af ydre fremtoning. Derimod er "hvid" skrevet med små bogstaver som en beskrivelse af social positionering (Sow 2018).

At gøre det usynlige hørbart

Hvordan blev sukker fremstillet på de caribiske øer? I Flensborg ses kun den rigdom, der opstod ved sukkerhandelen, men ikke forholdene på plantagerne. I kapitel 10 af den tysksprogede lydguide "Gør det usynlige hørbart" gør teaterværkstedet Pilkentafel sukkerproduktion hørbar for sine lyttere. Det er således ikke nødvendigt at gå ruten fysisk. Lydguiden til byvandringen kan downloades gratis fra teaterværkstedets hjemmeside. Hvis du vil gå hele ruten, starter den ved Sct. Jørgen-trappen og slutter efter cirka 100 minutter meget tæt på Christiansenparken.

Figur 2. Detalje af kortet over St. Croix (1754, signaturer fra 1766) med plantagegrænser og signaturer for heste- og vindmøller. Flensborgs skibe lagde til i Christiansstæds havn (detalje øverst til højre). (Kgl. Bibliotek København, Id 523067, egen ændring). Da handlen med St. Croix blev åbnet for Flensborgs købmænd i 1755, var de tidligere mahogniskove allerede stort set blevet ryddet, og sukkerrørsplantager dominerede landskabet på øen. Plantagerne stod i europæiske købmænds eller virksomheders regi (f.eks. Dansk Vestindisk Kompagni). Det hårde og farlige arbejde på plantagerne blev overvejende udført at slavegjorte sorte mennesker. På tidspunktet for kortlægningen blev omkring 9.000 slavegjorte sorte mennesker tvunget til at arbejde på St. Croix (Flensburger Schifffahrtsmuseum 2009).

Flensborgs købmænd og slaveri

De slavegjorte menneskers levevilkår kunne ikke overses af Christiansen senior samt alle andre Flensborgske søfolk og købmænd, der var involveret i kolonihandelen. De profiterede af denne systematiske udnyttelse og var med til at organisere den.

Købmandsfamilie Christiansen og de caribiske sukkerrørsplantager

De slavegjorte menneskers levevilkår kunne ikke overses af Christiansen senior samt alle andre Flensborgske søfolk og købmænd, der var involveret i kolonihandelen. De profiterede af denne systematiske udnyttelse og var med til at organisere den. Christiansen forhandlede i 1770’erne med plantageejerne på Sankt Croix på sin virksomheds vegne og sørgede som fuldmægtig for Flensborgs købmænd for relationernes vækst og intensivering af handelen med de danske kolonier (Albrecht 1995). Christiansen foretog i alt seks handelsrejser til St. Croix i perioden 1766 til 1775 og opholdt sig på øen i op til halvandet år (Flensburger Schifffahrtsmuseum 2009). Samtidig er der næsten ingen tilgængelige dokumenter fra denne periode, der oplyser om, hvordan Christiansen oplevede forholdene på øen (Schmalen 2023). I slutningen af 1770’erne brugte Christiansen også sine egne skibe i handelen med de danske kolonier (Albrecht 1995).

I denne periode voksede handelen med de danske kolonier mere og mere: Fra 1773 til 1783 var der 43 foretagender med 17 skibe fra Flensborg, og Flensborgs første handelsfilial blev grundlagt på St. Thomas (Flensburger Schifffahrtsmuseum 2009). Christiansen senior kunne også tredoble sin sukkerproduktion i slutningen af 1800-tallet. For at kunne realisere den stigende sukkerhandel steg også antallet af sorte mennesker, der blev tvunget til at arbejde på plantagerne. Mellem 1755, begyndelsen til Flensborgs oversøhandel, og 1773 blev antallet af slavegjorte mennesker på St. Croix næsten tredoblet (Flensburger Schifffahrtsmuseum 2009). Indtil 1807 ankom skibe under dansk og britisk flag med deporterede mennesker fra Vestafrika til de tre øer, Danmark havde koloniseret. Mange blev også solgt videre derfra til andre europæiske kolonier på tværs af det amerikanske kontinent. Christiansen senior ejede sukkerraffinaderier i de danske kolonier, han ejede godser og skibsværfter i Flensborg, drev oliemøller og ejede talrige skibe, der handlede med kolonivarer. Christiansen-familiens hovedforretning var “omkostningskrævende rederivirksomhed og [den] risikable oversøhandel” (Albrecht 1995: 122). Christiansens havde stor succes indtil 1807. Med handelsskibet “St. Croix” ejede de indtil 1807det største skib i Flensborgs handelsflåde. Tilsvarende centralt for Christiansens kommercielle aktiviteter og dermed også for deres rigdom var arbejdet udført af sorte slavegjorte mennesker på sukkerrørsplantagerne i Caribien.

Som følge af Napoleonskrigene blev handelsmulighederne for skibe fra Flensborg stærkt begrænsede. Efter at Danmark opgav sin neutralitet og kæmpede sammen med Frankrig mod England, sluttede denne første indbringende fase i kolonihandelen for de flensborgske købmænd i 1807. På grund af den kontinentale blokade, en økonomisk embargo indført af Napoleon mod Storbritannien og dets kolonier, kunne ingen skibe sejle, og faren for angreb var stor. Fra 1814 steg antallet af skibe, der sejlede fra Flensborg til Caribien dog hurtigt igen (Gesellschaft für Flensburger Stadtgeschichte 1966: 244), og Andreas Christiansen junior (1780-1831) blev hurtigt en af hovedaktørerne i Flensborgs vestindienhandel. I 1823 blev seks af de tretten skibe, der skulle bringe sukker fra de caribiske plantager til Flensborg, udrustet af Christiansen junior (ibid.: 245). Den globaliserede handel med sukker og andre kolonivarer forblev dog en risikabel forretning på trods af den økonomiske sikkerhed, som handelsselskaberne gav. Købmand Stuhr gik for eksempel konkurs grundet kontinentalblokaden (ibid.: 242f.). Således fik Christiansen junior, der med succes videreførte kolonivarehandelen igennem smart lagerhold og varierede foretagender, mulighed for at købe og ombygge Stuhrs haver i 1820 og dermed udvide sit parkområde.

Modstand fra plantagearbejdere

De europæiske kolonier i Nord- og Sydamerika, sukkerplantagerne og slaveskibene mellem Afrika og kolonierne har altid været steder, hvor slavegjorte mennesker har modsat sig vold og dehumanisering. Denne modstand mod tyranni og udnyttelse har haft mange former: flugt til et selvbestemt liv uden for de europæisk-kontrollerede områder (f.eks. maroon-samfund i alle amerikanske og caribiske kolonier), fordrivelse af kolonisatorer (f.eks. den haitianske revolution i 1791), som ofte foregik voldsomt i guerilla-lignende kampe mod kolonisatorerne, ødelæggelse af plantager, mennesker, der tog livet af sig selv på de slaveskibe, der krydsede Atlanterhavet, eller kulturelle udtryk for modstand og solidaritet i historier, sange og danse (f.eks. capoeira-dans) (Beushausen/ Brandel/Farquharson/Littschwager/McPherson/Roth 2018).

Disse former for modstand eksisterede også under kolonitiden på de danske caribiske øer. I 1733 lykkedes det slavegjorte sorte mennesker gennem et oprør på St. John at få kontrol over øen i flere måneder (Sebro 2013). Kunstneren La Vaughn Belle, der arbejder på De amerikanske Jomfruøer, og hvis arbejde sætter spørgsmålstegn ved koloniale hierarkier og usynliggørelse af racistiske forhold, fortæller i sit værk ”We are the monuments that won’t fall” om William Davis, der planlagde et oprør på St. Croix i 1759. De danske koloniherrer blev opmærksomme på planerne og torturerede Davis offentligt til afskrækkelse. William Davis var ikke den eneste, der gjorde modstand. La Vaughn Belle understreger, at mange brutale straffe kun blev truet med og gennemført, fordi slavegjorte mennesker “turde se sig selv som mennesker i et samfund, der ikke betragtede dem som sådan” (Belle 2020). Kuratoren for udstillingen ”Rom, Sved og Tårer” i Schifffahrtsmuseum/Søfartsmuseum i Flensborg, Dr. Imani Tafari-Ama, tolkede de brutale halsjern, der blev placeret rundt om menneskernes halse, for at lænke dem fast, ikke kun som straffeinstrumenter, men også som bevis på, at der var talrige opstande. 

Det nok mest berømte oprør på St. Croix fandt sted i 1878 og er kendt som Fireburn-oprøret. Selvom slaveri på dette tidspunkt ikke længere eksisterede på de danske caribiske øer (det blev afskaffet i 1848 efter, at de slavegjorte gjorde oprør, Holsoe 2009), var racistiske, dehumaniserende arbejdsforhold stadig fremherskende på de danske caribiske øer (se figur 3). Grundlaget for mange frihedsbegrænsninger blev efter frigørelsen fastlagt i Labour Act af 1849 (Tyson 1995). For eksempel kunne arbejdskontrakter kun opsiges eller fornyes én gang om året (den 1. oktober). Kontrakternes varighed samt løn og arbejdstid var fastsat ved lov og kunne ikke forhandles. Den 1. oktober 1878 protesterede arbejdere på St. Croix mod frihedsbegrænsningerne og de barske arbejdsforhold. Denne protest blev til et to uger langt oprør ledet af fire kvindelige arbejdere – Mary Thomas, Axeline Elizabeth Solomon, Susanna A. Abrahamson og Mathilda McBean (som blev kaldt “Queen Mary”, “Queen Agnes”, “Queen Bottom Belly” og “Queen Mathilde”) – hvor næsten 360 hektar sukkerrørsmarker blev brændt af og mange plantageejere blev tvunget på flugt (Nielsen 2020).

På denne modstand mod fortsat udnyttelse og frihedsbegrænsning reagerede de danske koloniherrer med grusom vold og undertrykkelse på øerne og en fængselsdom til Fireburn-oprørets ledere i København. Denne reaktion tjente som afskrækkelse i kolonierne og som magtbekræftelse i det koloniale systems centrum. I lyset af oprørene frygtede de europæiske plantageejere både for deres liv og deres rigdom. Nedkæmpelsen af opstandene sikrede således også, at sorte mennesker fortsat kunne udnyttes og den nødvendige arbejdskraft på plantagerne dermed var sikret. På De amerikanske Jomfruøer er den årlige markering af Fireburn-oprøret en vigtig dato for de slavegjorte plantagearbejderes efterkommere. De sorte kunstnere La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers rejste i 2017 monumentet “I am Queen Mary” ved Det Vestindiske Pakhus i København til minde om oprørerne. I USVI Studies Collective arbejder feministiske forskere desuden sammen om at genreflektere modstandshistorie(r) og sætte dem i perspektiv til nutidige kampe.

Modstand fra plantagearbejdere
Fireburn-oprøret

Det nok mest berømte oprør på St. Croix fandt sted i 1878 og er kendt som Fireburn-oprøret. Selvom slaveri på dette tidspunkt ikke længere eksisterede på de danske caribiske øer (det blev afskaffet i 1848 efter, at de slavegjorte gjorde oprør, Holsoe 2009), var racistiske, dehumaniserende arbejdsforhold stadig fremherskende på de danske caribiske øer.

Figur 3. Maleri af Mary’s Fancy plantage på St. Croix (ca. 1850) af Fr. Melbye (Handels- og Søfartsmuseum på Kronborg, HS nr.: 1949:0303). Fritz Melbye blev født i Danmark i 1826 og tog til Sankt Thomas i 1849. Han boede der i knap tre år. Selvom slaveri kort forinden var blevet forbudt i Danmark, var der i 1848 fortsat racistiske, dehumaniserende arbejdsforhold. For eksempel måtte man kun skifte job, altså plantage, én gang om året (d. 1. oktober). Det var nemt for Melbye at flytte fra en dansk (eller anden) ø til en anden, hvilket gjorde det nemt for ham at lave maleriet. Men at bosætte sig et andet sted var meget vanskeligere for sorte mennesker. De dårlige arbejdsforhold, uretfærdige lønninger og ekstreme frihedsbegrænsninger for plantagearbejdere førte til det nok mest berømte oprør på St. Croix. Efter en generalstrejke i 1879 trådte nye regulativer for fri forhandling af arbejdskontrakter i kraft.

 

Havebrugsaktiviteter i Christiansenpark

1799/1800:

Opførelse af Boreasmühle med tilstødende møllehave

1810-1813: Oprettelse af den gamle kirkegård

1811-1816: Redesign af stedet, herunder indragelse af Südergraben og Geest-skråningen på nutidens Museumsberg

1820: Køb af Stuhrs landskabshaver

1820'erne: Opførelse af flere erhvervsbygninger

1850: Godsejer Fromm erhverver den vestlige del af parken

1866: Borgmester Funke erhverver den østlige del af parken

fra 1880'erne: Bebyggelse af den østlige del

1992: Den vestlige del opkøbes af Flensborg by og gøres tilgængelig for alle byens borgere

2020-2023: Redesign af haveområdet

Haveanlæg finansieret med kolonihandelens overskud

Det er tydeligt, at arbejdet med haverne især fandt sted i perioden med kontinentalblokade og pausen i Flensborgs kolonihandelsskibsfart fra 1807 til 1814. Således var Christiansen junior, der nu drev familiens handelsvirksomhed, medlem af den kommission, der havde til opgave at anlægge Flensborg Gamle Kirkegård mellem Stuhrs og Christiansens haver fra 1810 til 1813 (Redlefsen 1964). Desuden ombyggede han i 1811 den møllehave, hans far havde anlagt, og foretog omfattende udvidelser af haven (ibid.). Det kan antages, at nedgangen i oversøhandelen på den ene side gjorde opmagasineret sukker til en endnu mere rentabel vare, og at overskuddet fra kolonialvareforretningen på den anden side ikke kunne investeres direkte i rederiet og skibsfarten. Det frigav økonomiske ressourcer til den repræsentative udformning af haverne. Således var det selv i disse år med økonomisk krise muligt at fejre den nyrige overklasses sociale status og selvopfattelse i kølvandet på den franske revolution og oplysningstiden. Christiansen junior døde i 1831. Samtidig aftog Christiansens betydning i oversøhandelen og sukkerproduktionen (Albrecht 1995). Christiansen blev ved sin død alligevel betegnet som en “velgører”, der “havde sans for det fornemme, der hævede ham langt over den ensidigt spekulerende købmands klasse”, og som Flensborgs borgere vil være taknemmelige for den engelske park (citeret i Redlefsen 1964: 42). Denne beskrivelse afslører et ideal om den borgerlige købmand, der bærer ansvar og er med til at forme den borgerlige kultur. Christiansen junior var således i stand til at opfylde dette ideal, især gennem haveanlæggene, som bragte ham anerkendelse og demonstrerede hans kulturelle tilhørsforhold. Samtidig blev han ved med at være forviklet i spekulationsvirksomhed gennem kolonihandel.

Også i dag står taknemmeligheden for parken og dens betydning som grønt område og mødested i Flensborg i fokus for opfattelsen af købmændene Christiansen seniors og Christiansen juniors virke. En artikel i lokalavisen ”Flensburger Tageblatt” i 2009 beskriver familie Christiansen således: ”De var overordentlig succesrige købmænd, skibsredere og iværksættere, men havde bevaret deres borgerånd og interesserede sig også for kunst og kultur. Den storslåede Christiansenpark, som flensborgerne stadig kan nyde i dag, går tilbage denne families medlemmers initiativ.” (Philipsen 2009). Familiens forbindelse med plantageøkonomiens racistiske system er (for størstedelens vedkommende) fraværende i den måde, familie Christiansen erindres på i offentligheden i dag.

Flensborgs kolonihandel aftog fra 1838 og fremover på grund af manglende salgsmuligheder og fald i sukkerprisen efter indførelsen af sukkerroer og lavprissukkerproduktion (Gøbel 2018: 136). Andreas Christiansen III, søn af Christiansen junior, fortsatte sammen med sin mor Jeanette familie Christiansens handelsvirksomhed (Messerschmidt 1996). Efter en konkurs i 1850 erhvervede godsejeren Fromm den vestlige del af parken, der i de følgende syv generationer forblev i familie Fromms eje som parkanlæg (Sturm/Schwensen/Oeding 2009: 43) og er bevaret til i dag, reduceret i størrelse, som Christiansenparken. Den østlige del af parken blev erhvervet af borgmester Funke i 1866 (ibid.). Fra 1880’erne og frem blev parken bebygget med museum, domstol, fængsel og skoler (ibid.) For at beskytte den vestlige del af parken mod bebyggelsesplaner og gøre den tilgængelig for borgerne, købte byen parken i 1992. Det er bemærkelsesværdigt, at den offentlige historiske fortælling om parken ignorerer både kolonihistorien og de efterfølgende ejere. Selv i dag er parkens projektnavn udtryk for taknemmelighed over for købmandsfamilie Christiansen for parkens eksistens, mens den offentlige investering i parkens opretholdelse i 1992 ikke understreges.

Engelske landskabshaver som et naturdannelsesideal for europæiske købmænd

Med byens køb af Stuhrs landskabshaver i 1820 og den efterfølgende omstrukturering af hele anlægget og bygningerne blev landskabshaverne endegyldigt til en seværdighed i Flensborg (Redlefsen 1964: 28ff.). Christiansenparken er indrettet efter der engelske landskabshaveideal, der skulle udtrykke længslen efter det tabte paradis og ønsket om et humant og frit samfund. Dette naturdannelsesideal havde – i hvert fald oprindeligt – et moralsk krav om oplysning og var udtryk for en samfundsudvikling, der begyndte i det 18. århundredes England og bredte sig til de nordeuropæiske kolonistater. Fra midten af det 18. århundrede ophøjede engelske moralfilosoffer naturen som en moralsk kraft. Det gav den nye havekunst nogle nye etiske og samtidig politiske forpligtelser. Med landskabshaverne skulle naturen kunne opleves i sin egen essens og skønhed (Buttlar/Meyer 1996).

Den engelske landskabshave var ikke oprindeligt anlagt til den brede befolkning. Naturen i landskabshaven blev i den tidlige fase spejlet i poesi, maleri og historie, som forudsatte en trænet æstetisk sans og en omfattende, nærmest elitær dannelse hos beskueren. Haverne bød på udsigt til imponerende ege- og bøgetræer som symboler på national identitet, men introducerede også planter fra kolonierne, især amerikanske løv- og nåletræer. De indeholdt rekonstruerede ruiner fra den romerske og græske oldtid eller relikvier fra den egyptiske eller fønikisk oldtid (jf. sarkofagen fra det moderne Libanon i Christiansenparken) som henvisninger til den region, der blev konstrueret som den europæiske oprindelsescivilisation, elementer af frimureræstetik (jf. spejlgrotten i Christiansenparken) og landbrugsbygninger fra et romantiseret bondeliv. Alle disse elementer peger på samfundsidealer og dyder fra den liberale oplysningstid og naturromantik. I modsætning til de strengt symmetriske barokhaver blev et bølgende terræn med snoede stier foretrukket i landskabshaverne. Dette skulle både formidle en følelse af anlæggets vidde og udtrykke en liberal holdning. Haven skulle blive til et kunstværk af sanseindtryk som ynde, storhed, glæde, vildskab og melankoli, som skulle opleves individuelt under vandringen.

De første englændere, der ombyggede deres landboliger omkring London i den nye stil, var oppositionelle adelsmænd, digtere og politikere med liberale holdninger. Mange af dem var organiseret i de oplyste frimurerloger, der var blevet dannet siden 1717 (i 1809 blev den første flensborgske loge grundlagt med adresse lige neden for Christiansenparken). Disse første landskabshaver blev kun skabt for den meget veluddannede, liberale samfundsklasse. Det var først, da “haveturismen” opstod i midten af det 18. århundrede, at disse haver blev åbnet for den bredere offentlighed. Landskabshaven kom hurtigt på mode og engelske anlægsgartnere blev ansat i mange af kolonihandelens europæiske havnebyer. I Hamborgs bydel Altona, som også var dansk, blev der i perioden anlagt adskillige landskabshaver til kolonihandelens købmænd, der ligesom Christiansenparken blev placeret ved gestryggen med udsigt til de ankommende skibe (se figur 4).

Engelske landskabshaver

Christiansenpark er designet efter idealet om den engelske landskabshave. Disse landskabshaver var oprindeligt beregnet til den meget veluddannede, liberale samfundsklasse, og deres elementer var beregnet til at henvise til den liberale oplysningstid og den spirende naturromantik.

Figur 4. Maleri af Matthias Kriegsmann (1825-1835, Museumsberg Flensborg, inventar nr. 17701). Maleren står på Flensborg Gamle Kirkegård og kigger mod Flensborg. Til højre for kvægets græsgange, uden for malerens synsfelt ligger møllehaven med Boreas Mølle. Boreas Mølle blev opført i 1799/1800 af Christiansen senior på det nuværende Museumsberg ovenfor gestrygområdet. Den omgivende have blev hovedsageligt brugt til landbrug. Da maleriet blev til (1825-1835), tilhørte de tidligere Stuhrske Haver allerede familie Christiansen. Landskabshaverne fortsatte således også bag malerens ryg. De mennesker, der slentrer eller rider gennem haverne på billedet, tilhører åbenbart den borgerlige, veluddannede befolkning i Flensborg. Billedet giver således også en idé om, hvem der primært gjorde brug af de haver, Christiansens anlagde.

Landskabshaver som repræsentationer af koloniale plantageøkonomier
Samtidighed

De europæiske landskabshaver er også steder, der repræsenterer den koloniale plantageøkonomi. De legemliggør samtidigheden i det velstillede borgerskabs havekunst og slavehandelen samt samtidigheden af oplysningstiden i Europa og det brutale styre i Caribien omkring 1800. Landskabshavernes bygherrer er i overensstemmelse med denne samtidighed både koloniale profitmagere og skabere af landskabsidyl i den globaliserede plantageøkonomis centre.

Selvmodsigende haver

Idealet om følsomhed over for naturen som en ny dyd fra oplysningstiden i det 18. århundrede står i skarp kontrast den samtidige ødelæggelse og nedbrydning af naturen i de erobrede kolonier, drabene på den oprindelige befolkning og den brutale udnyttelse af sorte mennesker på plantagerne, som kun kunne legitimeres gennem et racistisk verdens- og menneskesyn. Denne tænkning fortsætter til i dag, når der kun ensidigt mindes velstand og strålende præstationer fra købmandsfamilier, der var involveret i denne koloniale plantageøkonomi.

Landskabshaver som repræsentationer af koloniale plantageøkonomier

De europæiske landskabshaver er også steder, der repræsenterer den koloniale plantageøkonomi. De legemliggør samtidigheden i det velstillede borgerskabs havekunst og slavehandelen samt samtidigheden af oplysningstiden i Europa og det brutale styre i Caribien omkring 1800. Landskabshavernes bygherrer er i overensstemmelse med denne samtidighed både koloniale profitmagere og skabere af landskabsidyl i den globaliserede plantageøkonomis centre. Flensborgs kolonihandel førte til landskabsforandringer forskellige steder, ofte langt væk fra hinanden: udviklingen af landskabshaver i Flensborg, der almindeligvis betragtes som udtryk for et specifikt menneske-naturforhold og opfyldte borgerlig repræsentationsformål, skal ses i sammenhæng med indgreb i naturressourcer, udnyttelse af sorte mennesker i Caribien og udfoldelse af globale handelsaktiviteter (vgl. Walden 2000).

For at anlægge de store  omfattende sukkerrørsmarker blev der først ryddet store skovområder, hvilket fuldstændigt transformerede landskabet på St. Croix. Missionæren Christian Oldendorp opholdt sig på de tre dansk koloniserede øer i 1777 og beskrev, at der næsten ikke var noget tilbage af de tidligere mahogniskove (Oldendorp 1995 [1777]). Det ryddede mahognitræ blev først brugt til opførelsen af plantagebygningerne, og det overskydende træ blev derefter solgt profitabelt til Europa (Grigull 2018). Dette resulterede i, at mahognitræ også blev forarbejdet til møbler i Flensborg og ofte blev fragtet tilbage til Caribien som såkaldte “koloniale møbler” til plantageejerne der (ibid.). Ikke kun plantageoprettelsen forårsagede massiv økologisk ødelæggelse, men også driften af plantagerne:  dyrkning af sukkerrør i monokulturer udvaskede jorden, forårsagede alvorlig erosion på skråningerne og førte i sidste ende til en så markant nedgang i jordens frugtbarhed, at nogle plantager efter 50 til 75 år ikke længere var produktive (Moore 2000: 416ff).

Idealet om følsomhed over for naturen som en ny dyd fra oplysningstiden i det 18. århundrede står i skarp kontrast den samtidige ødelæggelse og nedbrydning af naturen i de erobrede kolonier, drabene på den oprindelige befolkning og den brutale udnyttelse af sorte mennesker på plantagerne, som kun kunne legitimeres gennem et racistisk verdens- og menneskesyn. Denne tænkning fortsætter til i dag, når der kun ensidigt mindes velstand og strålende præstationer fra købmandsfamilier, der var involveret i denne koloniale plantageøkonomi.

I kolonialismeforskningen er der stadig store huller i undersøgelsen af oprindelseskonteksten for europæiske landskabshaver med hensyn til deres bygherrers deltagelse i den koloniale plantageøkonomi. Hvad denne viden kan betyde for den nuværende udformning af disse parkanlæg, der i mange tilfælde er overgået til kommunalt ejerskab og er blevet offentligt tilgængelige, multifunktionelle rekreative områder, er et åbent spørgsmål for hele bysamfundet. Dette inkluderer også at tale om, hvilke konsekvenser de flensborgske købmænds tilegnelse af rigdomme i Caribien ved appropriation og udnyttelse har for livet på St. Croix, St. Jan og St. Thomas samt i Flensborg i dag.

Flensborgs erindringskultur

Flensborgs nuværende erindringskulturs fortrængning af racistiske forhold er et udtryk for hverdagslivets kolonialitet. Koloniale magtforhold kan ikke betragtes som overvundet eller som ”uden for” det, der udgør europæiske samfund. De fortsætter med at have en effekt – både på de koloniserede steder og de koloniserende europæiske lande samt på sorte menneskers erfaringer. At tale om et “mørkt kapitel i Europas historie” eller at understrege, at de koloniserede øer var meget små sammenlignet med Englands kolonirige, er en form for fraskrivelse og relativering af ansvar, som forhindrer et opgør med racisme. Gloria Wekker beskriver den ansvarsfralæggelse, de koloniale og postkoloniale strukturers profitmagere udviser, som en strategi af “hvid uskyld” (white innocence), der viser sig i en holdning, der benægter strukturel racistisk diskrimination og kolonivold og samtidig legitimerer udelukkelsen af såkaldt “fremmede” (Wekker 2016).

I mange europæiske havnebyer bliver tidligere havnekvarterer, gamle pakhuse, kontorhuse og landskabsparker renoveret, rekonstrueret, udstillet og opkaldt efter koloniale aktører som led i byudviklingsprojekter og turisme. På denne måde bliver kolonitiden mindet positivt, mens dens racistiske kontekst udelades. Denne form for selektiv erindring kaldes også kolonial amnesi: forbindelser til koloniale magtstrukturer kobles fra historiske personer, begivenheder og steder med lokal identitet (Bauriedl/Carstensen-Egwuom 2023). En refleksiv og forbindende erindring er imidlertid vigtig for et mangfoldigt, inkluderende og transnationalt integreret bysamfund og for at forstå erindringskulturen på de caribiske øer. Fortællingen om “Rom-byen Flensborg” er kun fyldestgørende med en forbindende og aktiv erindring af historisk uretfærdighed – altid i relation til nutidens uretfærdigheder. Sorte mennesker bliver permanent mindet om racistisk og kolonial vold. Denne oplevelse forstærkes, når koloniarven i Flensborg mindes som en heltedåd.

Den positive anerkendelse af købmandsfamilie Christiansen gennem navngivning af et centralt byrum og bevarelse af elementerne i den engelske landskabshave, der bærer så mange spor af kolonihistorie, er et eksempel blandt mange på selektiv erindring. At mindes  koloniale forviklinger vækker ubehag – både hos dem, der identificerer sig mere med plantageøkonomiens profitmagere, og hos efterkommere af mennesker, der tidligere blev slavegjort. I nogle europæiske byer afprøves måder på at gøre dette ubehag produktivt for et mere inkluderende bysamfund. Dette kan omfatte kuraterede udstillinger, som udstillingen “Rom, Sved og Tårer – Flensborgs koloniarv” i Flensborgs Søfartsmuseum fra 2017-2018, postkoloniale byvandringer eller informationstavler i byen, der anlægger et større perspektiv end den ensidige fokus på sø- og handelsfolks succeshistorier. Set fra vores synspunkt kan en synliggjort erindring af koloniale forhold i det offentlige rum bidrage til at italesætte ansvaret for en antiracistisk, solidarisk retfærdighed i Flensborg og på de caribiske øer.

Kolonialitet

Kolonialitet beskriver den vedvarende europæiske kulturelle og økonomiske dominans og opretholdelsen af en hvid magtelite på trods af formel afkolonisering (Quijano, 2016).

Sybille Bauriedl, Lara Wörner, Inken Carstensen-Egwuom, Nelo Schmalen (Europa-Universität Flensburg, Institut für Umwelt-, Sozial- und Humanwissenschaften, AG Sozialgeographie)

Litteratur

Adichie, Chimamanda N. (2009): The danger of a single story. TED Global Talk, http://www.ted.com/talks/chimamanda_adichie_the_danger_of_a_single_story, Transkript auf Deutsch unter: https://www.ted.com/talks/chimamanda_adichie_the_danger_of_a_single_story/transcript#t-24176 vom 08.04.2018.

Albrecht, Ulrike (1995): »Flensburg und die Christiansens. Kaufleute, Reeder und Unternehmer in der Frühindustrialisierung«, in: Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte 120, S. 113-128.

Bauriedl, Sybille/Carstensen-Egwuom, Inken (Hg.) (2023): Geographien der Kolonialität. Geschichten globaler Ungleichheitsverhältnisse der Gegenwart, Bielefeld: transcript.

Belle, La V. (2020): We are the monuments that won’t fall. ECHOES Project, KeywordsECHOES, https://keywordsechoes.com/la-vaughn-belle-the-monuments-that-wont-fall vom 17.04.2021.

Beushausen, Wiebke/Brandel, Miriam/Farquharson, Joseph et al. (Hg.) (2018): Practices of Resistance in the Caribbean, Abingdon, Oxon, New York, NY: Routledge.

Buttlar, Adrian/Meyer, Marion (1996): Historische Gärten in Schleswig-Holstein. Heide: Boysen-Verlag.

Degn, Christian (1974): Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel. Gewinn und Gewissen, Neumünster: Wachholtz.

Emory Centre for Digital Scholarship (2010): SlaveVoyages. Explore the Dispersal of Enslaved Africans Across the Atlantic World, Atlanta, https://www.slavevoyages.org/ vom 22.01.2021.

Ferdinand, Malcom (2021): A Decolonial Ecology. Thinking from the Caribbean World, Cambridge: Policy Pess.

Flensburger Schifffahrtsmuseum (Hg.) (2009): Die Rum & Zucker Meile. Ein Rundgang durch die Flensburger Altstadt. Rom & Sukker Ruten. En vandring gennem det gamle Flensborg, Flensburg: Druckhaus Leupelt.

Gesellschaft für Flensburger Stadtgeschichte (Hg.) (1966): Flensburg. Geschichte einer Grenzstadt, Neustadt an der Aisch: Verlagsdruckerei Schmidt GmbH.

Gøbel, Erik (2018): »Deutsche Zusammenfassung: Der Schiffsverkehr des Herzogtums Schleswig zu den Westindischen Inseln und nach Südamerika,1750-1838«, in: Marco L. Petersen (Hg.), Sonderjylland – Schleswig Kolonial. Kolonialismus kulturelle arv i regionen mellem Kongeanen og Ejderen. Das kulturelle Erbe des Kolonialismus in der Region zwischen Eider und Königsau, Odense: Syddansk Universitetsforlag, S. 135-136.

Grigull, Susanne (2018): »Kolonialmöbel. Ein Beitrag Flensburgs zur Entwicklung eines Möbelstils«, in: Marco L. Petersen (Hg.), Sonderjylland – Schleswig Kolonial. Kolonialismus kulturelle arv i regionen mellem Kongeanen og Ejderen. Das kulturelle Erbe des Kolonialismus in der Region zwischen Eider und Königsau, Odense: Syddansk Universitetsforlag, S. 177-193.

Holsoe, Svend E. (2009): »The 1848 St. Croix Slave Rebellion: The Day of the Rebellion«, in: Arnold R. Highfield/George F. Tyson (Hg.), Negotiating enslavement. Perspectives on slavery in the Danish West Indies, St. Croix, U.S. Virgin Islands: Antilles Press, S. 191-210.

Messerschmidt, Thomas (1996): Familie Christiansen – Kunstgeist und Bautätigkeit als Ausdruck bürgerlichen Selbstverständnisses -, Flensburg.

Mintz, Sidney W. ([1986] 2007): Die süße Macht. Kulturgeschichte des Zuckers (= Campus-Bibliothek), Frankfurt/Main: Campus Verl.

Moore, Jason W. (2000): »Sugar and the Expansion of the Early Modern World-Economy. Commodity Frontiers, Ecological Transformation and Industrialisation«, in: Review (Fernand Braudel Center) 23, S. 409-433.

Nielsen, Euell A. (2020): The fireburn labor riot, United States Virgin Islands (1878). BlackPast, https://www.blackpast.org/global-african-history/the-fireburn-labor-riot-united-states-virgin-islands-1878/ vom 18.05.2023.

Oldendorp, Christian G. A. (1995 [1777]): Geschichte der Mission der evangelischen Brüder auf den caribischen Inseln S. Thomas, S. Croix und S. Jan.

Philipsen, Bernd (2009): »Andreas Christiansen – Unternehmer und Mäzen«, in: shz vom 25.08.2009, https://www.shz.de/lokales/flensburg/artikel/andreas-christiansen-unternehmer-und-maezen-40979412 vom 27.09.2022.

Quijano, Aníbal (2016): Kolonialität der Macht, Eurozentrismus und Lateinamerika (= Es kommt darauf an, Band 17), Wien, Berlin: Turia + Kant.

Redlefsen, Ellen (1964): »Die Kunsttätigkeit der Flensburger Kaufleute Andreas Christiansen sen. und jun. und die Spiegelgrotte«, in: Nordelbingen 33, S. 13-44.

Schmalen, Nelo A. (2023): Kolonialität der urbanen Transformation am Hafen-Ost in Flensburg. Eine raumhistorische Untersuchung zum Umgang mit den kolonialen Strukturen im Stadtraum. In: Politische Ökologie – Working Paper Reihe, AG Integrative Geographie, Europa-Universität Flensburg, Flensburg, (1).

Sebro, Louise (2013): »The 1733 Slave Revolt on the Island of St. John: Continuity and Change from Africa to the Americas«, in: Magdalena Naum/Jonas Monié Nordin (Hg.), Scandinavian colonialism and the rise of modernity. Small time agents in a global arena, New York: Springer, S. 261-274.

Sow, Noah (2018): Deutschland Schwarz Weiß. Der alltägliche Rassismus (= Goldmann, Band 15575), Norderstedt: BoD-Books on Demand.

Sturm, Michael/Schwensen, Broder/Oeding, Andreas (Hg.) (2009): Flexikon. 725 Aha-Erlebnisse aus Flensburg!, Flensburg: Oeding.

Tyson, George F. (1995): »’Our Side’: Carribean Immigrant Labourers and the Transition to Free Labour on St. Croix, 1849-79«, in: Karen F. Olwig (Hg.), Small islands, large questions. Society, culture and resistance in the post-Emancipation Caribbean, London: Frank Cass, S. 135-160.

Walden, Hans (2000): »Versetzte Natur. Überseehandel und Hamburger Kaufmannswälder«, in: Michael Flitner (Hg.), Der deutsche Tropenwald. Bilder, Mythen, Politik, Frankfurt/Main: Campus-Verl., S. 133-147.

Wekker, Gloria (2016): White Innocence. Paradoxes of Colonialism and Race, Durham, London: Duke University Press.